Ifølge eLifes Sciensces’ undersøgelser fra 2016 er Holland det land, der har den højeste gennemsnitshøjde, når det gælder mænd, og Letland er landet, når det gælder kvinder. Danmark ligger på femtepladsen, hvad angår mænd og på syvendepladsen, hvad angår kvinder.
Men det er ikke sikkert, at den liste bliver ved med at passe. For danskerne er ikke så langt bagud på centimeterne, og vi bliver faktisk højere og højere for hver generation. Det har hollænderne også gjort i mange årtier, men nu viser nye undersøgelser, at unge hollændere i gennemsnit er lavere end de ældre generationer var i deres alder.
Med jævne mellemrum undersøges det, hvilket land der har den højeste gennemsnitshøjde i hele verden, og hvor høj gennemsnitshøjden i de enkelte lande er. Også i Danmark. Og vi ligger ikke langt fra verdensrekorden.
Danske mænd har en gennemsnitshøjde på 181,4 cm mod de hollandske mænds 182,5 cm. Mens danske kvinder har en gennemsnitshøjde på 167,2 cm mod de lettiske kvinders 170 cm. Så de danske mænd har altså kun 1,1 cm igen – og hvis så hollænderne lige giver en hjælpende hånd ved at skrumpe lidt, så kan det hurtigt ske. De danske kvinder har lidt længere igen – nemlig 2,8 cm – og her er der ingen tendens til, at de lettiske kvinder har tænkt sig at hjælpe til med, at vi kan slå den rekord.
Af undersøgelserne, om hvilket land der har den højeste gennemsnitshøjde, fremgår det selvfølgelig også, hvilket land der har den laveste.
Den laveste gennemsnitshøjde for kvinder er 149,4 cm. Det er Guatemala, der har den rekord. Den laveste gennemsnitshøjde for mænd er 159,8 cm. Og det er Østtimor, der løber med den rekord.